Danish Grooves

Danish Grooves vil forsøge at belyse den danske latin/funk/jazz musik primært fra 70'erne.
Danish Grooves is dedicated to post information about danish latin/funk/jazz grooves from the 70s.

lørdag, april 01, 2006

PO ROM POM PO´N

Ok! Klokken er 9:00 og min forstand er præget af en 30 års fødselsdag, en sidste Royal Red og 3 "fest" smøger. Men jeg er simpelthen nødt til at udbrede min uforbeholdne mening om denne fantastiske svenske/hollandske visesangers kvaliteter.
Mit første møde med Cornelis Vreeswijk var som mange nok nikker genkendende til, i en BG Bank reklame, hvor et ømtåleligt emne om penge bliver akkompagneret af den berømte Deirdres Samba. En velvalgt sang der er med til at at løsne lidt op omkring det ærgelige emne: Har du tid och penge så kjöber du min samba.. Tra la la. Her går det godt.

Næste gang jeg støder på Cornelis er i et nummer af det danske Jazz Special, hvor Master Fatman - respekt - vælger at påbegynde sin klumme med et dejligt citat.
- Vem bryr sig om hur dagarne går? Dom vandrer som dom vill. Medborgare, om ett hunra år finns du ej längre till.
Det fik mig op ad stolen. Da jeg så et par dage senere støder på pladen Tio Vackra Visor Och Personliga Person hvor Deirdres Samba i øvrigt stammer fra, var jeg nødt til at give de sparsommelige 60 kroner som den nu kostede. Der var virkelig noget dragende ved denne plade.

Min verden åbnede sig og jeg fandt ud af, at denne sanger var meget mere end først antaget. Manden synger jo helt absurd fedt. Skal der drages paralleler til det danske kan man kun hive de fordrukne folkesangere John Mogensen og Cæser frem. Men de to nævnte falmer i den grad når man hører Cornelis. Svensk, ræverødt, følsomt og helt igennem genialt.

Jeg bøjer mig i retro støvet! Cornelis Vreeswijk må du beværtes godt i de syv, tre eller tusind himler eller hvor du nu engang er.

mandag, marts 06, 2006

Airto Moieira

Brasilianske Airto Moieira spillede af alle steder i Odense i går. Eneste koncert i Danmark.

Sættet blev startet i højt tempo med det meget jazzede nummer Misturada. Et nummer der blandt andet blev gengivet i 80'erne af danske Finn Savery Trio.

Men alt i alt en god aften spækfyldt med sambarytmer, bossa nova og sågar hip-hoppede undertoner, eftersom et af de yngre bandmedlemmer gjorde det ud for rapper og human beatboxer.

Airto havde taget sin kone Flora Purim med, der i fordums tid også høstede anmelderros, og som iøvrigt har været ved Airtos side, i stort set alt hvad han har lavet.

Jeg havde taget hendes plade -Open Your Eyes You Can Fly- med. Pladen er fra 1972 og er blanding af rock, jazz og masser af brasilianske rytmer. Den fik både Airto og frøken Purim til at sukke og velsagtens tænke tilbage på dengang de producerede den. Den blev selvfølgelig signeret af dem begge. Flora Purim erklærede sågar at det var hendes yndlingsudgivelse.

BONUS:
Efter koncerten købte jeg en opsamlings cd med det bedste fra Airto. I hvert fald ifølge ham selv. Da jeg havde fødselsdag, fik jeg ham til at skrive en fødselsdagshilsen på portogisisk:

"Obrigado e muita luz"

http://www.airto.com

2 artikler lagt ud

Jeg har lagt to artikler ud, som det egentlig var meningen skulle bringes i et nyt og gratis livsstilsmagasin. Men ak og ve! Bladbranchen er en hård negl at bide skeer med, og bladet blev aldrig til noget.

Men nu kan i så læse hvad jeg forsøgte at skrive om Buki-Yamaz og Copenhagen Jazzfestival 2005.

Den danske latin-dynamo

Begrebet "latin" er blevet ét med nutidens musikkultur. Loungecaféer, natklubber og de bærbare musikalske lommelærker er fyldt med bongotrommer, svedige basgange og latinamerikanske rytmer. Men for lidt mere end 30 år siden var det et fuldstændig ukendt fænomen i Danmark. Ét band ændrede dette.

Af Niels Christian Cederberg

Det startede i 1969. Brødrene Klavs og Mikkel Nordsø, havde sammen med Aske Bentzon dannet trioen Klaskemik - Et poetisk navn bestående af deres sammensatte fornavne. De var i deres tidlige teenageår, og allerede i fuld sving med at spille selvkomponerede Bossa Nova numre.
"Vi spillede egentlig bare for sjov, men vi fandt pludselig ud af, at folk kunne lide at danse til vores musik, og så ville vi selvfølgelig fortsætte med at spille", siger Klavs Nordsø.
Det var tiden hvor en latinbølge af hidtil usete dimensioner skyllede ind over den vestlige verden. Den latinamerikanske musik var alligevel relativt ukendt i Danmark. Nok havde der været en bølge i 60’ernes jazzmiljø, hvor Bossa Novaen var fremherskende. Der var dog endnu ingen i Danmark, som for alvor spillede de rytmiske latintoner. Og da slet ikke i rockkredse.
Der var med andre ord frit slag for de unge musisk begavede børn, som bare godt kunne lide at spille de latinamerikanske lækkerier.

Der var ingen andre
Trioen Klaskemik blev udvidet, og i 1973 var latin-funk bandet Buki-Yamaz en realitet. Gennemsnitsalderen i det nu seks mand store band, var på det tidspunkt i underkanten af 20 år. Ikke desto mindre gik medlemmerne med ungdommeligt overmod i gang med at kopiere musikken på oversøiske plader fra USA og Latinamerika. De lyttede til navne som Sergio Mendes, Airto, Antonio Carlos Jobim, James Brown, Chick Corea, Santana, Miles Davis og Jimmy Hendrix. De udspionerede musikken og øvede sig i timevis, og fandt selv ud af, hvordan det skulle lyde. Det var musik for musikkens skyld, og selvom de unge musikere slet ingen musikalsk uddannelse havde, så havde de lysten til at spille. Det satte dem i stand til at øve mange timer hver dag. Fablen om troen der kunne flytte bjerge, var nu skiftet ud med troen der kunne flytte musikken.
Der var ingen andre, der spillede latin musik, så vi måtte selv lære at spille det. Vi var fascinerede af musikken, fordi den var rytmisk spændende", siger Mikkel Nordsø – tidligere guitarist i bandet. Medlemmerne i Buki-Yamaz var børn af et stort københavnsk kunstnerkollektiv, hvor blandt andet også Kasper Winding har sine rødder. Det var her, de lærte at tro på deres ideer, og det var også her, at den musiske inspiration var størst. Mikkel Nordsø havde fået undervisning af den danske flamenco guitarist Christian Sievert, og Aske Bentzons far, Adrian Bentzon, havde introduceret dem for meget af den latinamerikanske jazzmusik.

Var kendte i jazzmiljøet
Jazzhuset Montmartre i København blev rammen, hvori Buki-Yamaz malede med den latinamerikanske pensel. Det var her de mødte og fik lov til at spille med de gamle jazzkoryfæer fra den danske jazz scene. Det var en gunstig tid for de unge musikere.
"Vi øvede hver uge i det gamle Montmartre i Store Regnegade, så vi var kendte i det danske jazzmiljø. Vi lærte meget af at være sammen med de gamle jazzmusikere", fortæller Mikkel Nordsø.
Øvekoncerterne på Montmartre fik stille og roligt positive konsekvenser. Der begyndte at gå rygter om et band, der med åbenhed og frisind havde kastet sig over at kombinere jazz, rock og latin. Buki-Yamaz havde ramt noget, som var savnet blandt de danske musiknydere.
På det tidspunkt var det i Danmark kun muligt at spille jazz eller rock. Fusion var der ingen som havde tænkt på. Buki-Yamaz sprængte rammerne. De spillede det, de havde lyst til.
"Vi var jo frygtløse unge mennesker og gjorde hvad vi havde lyst til. Vi var en hel gruppe af unge i en meget gunstig periode", forklarer Mikkel Nordsø.
Bandet landede lige midt i den fusionsforskrækkede danske musikscene og placerede sig musisk midt mellem jazz og rock. På den måde udfyldte de et stort gabende hul og banede vejen for den danske latin- og fusionsmusik.

Stort publikum
Men tiden i 70’erme var i særdeleshed en gunstig periode for de dygtige danskere og deres latin-funk. Det var tiden, hvor instrumentalmusik var ligeså fremherskende som musik med sang. Her var der chance for fyldte sale, når Aske Bentzons tværfløjte eller Klavs Nordsøs congas blev stemt an. Det var en fri og åben tid, hvor det handlede ligeså meget om at danse som at lytte. "Folk dansede, ligegyldigt hvad man spillede. Selvom vi spillede svære ting, var folk ude for at more sig. Alle var åbne over for alt det nye vi spillede. Vi stod heller ikke og sagde "se mig, se mig". Vi var på publikums plan, eller også var publikum på vores", husker Klavs Nordsø.
Den gunstige periode betød, at Buki-Yamaz hurtigt blev berømte og berygtede. De var respekterede både i jazz- og rockkredse, fordi de trods deres meget unge alder, var i stand til at spille den helt nye og selvlærte musik i en overlegen og sublim stil. Det var rock, latin og jazz på samme tid, og det tiltrak en stor publikumsskare.
"Det var meget nemmere at spille musik dengang. Folk var mere åbne og vi havde et stort publikum og masser af jobs", fortæller Mikkel Nordsø.

Indflydelsen var stor
Buki-Yamaz var blevet en del af den alternative danske musikscene. De kom til at betyde meget for musikken i Danmark lige netop i den periode. De formåede at gøre fusionsmusik til en bredt accepteret genre i et land, hvor en stor del af den danske musik bestod af enten Gasolin eller jazz.
"Vi inspirerede mange til at spille alt muligt. Vi var en slags pionerer. Jeg kan huske at mange blandt publikum sad og sagde: "Årh mand sådan noget vil jeg også spille", når vi var ude på et job", mindes Mikkel Nordsø, der samtidig påpeger, at der findes rigtig mange latinamerikanske elementer i meget dansk musik i dag. "Vi var 30 år foran vores tid", siger han med overbevisning i stemmen.
Men selvom de var foran deres tid, indhentede tiden alligevel Buki-Yamaz ret hurtigt.

Disco betød en stille død
Efterhånden som diskotekerne vandt større indpas i Danmark begyndte de små spillesteder også at lukke. Det var billigere og mere rentabelt at drive et diskotek, og det var også her, at publikum begyndte at komme. Det betød selvfølgelig, at der kom større pres på de musikere, som levede af at spille på alle de små klubber rundt om i landet. Buki-Yamaz var ingen undtagelse, og de havde svært ved at følge med disco moden. Tiden var også ved at rinde ud for den instrumentale musik som populærmusik. Selvom Buki-Yamaz sidste album fra 1979 – Maybe We – var gjort væsentlig mere poppet med Debbie Cameron på vokal og havde en mere disco-orienteret sound, var det definitivt slut i 1980. Bandets medlemmer besluttede at bryde med hinanden for at søge andre udfordringer. Pionererne havde tabt pusten, og 80’erne lå for døren.
I dag er bandet så godt som udraderet fra den unge generations bevidsthed modsat datidens Gasolin, der stadig finder sit publikum blandt de nyere årgange.
"Det er som om, der slet ikke er plads til instrumentalmusik i dag. Der er mere fokus på vokal, fordi det er en mere umiddelbar musisk kommunikation", resonerer Mikkel Nordsø og understreger, at han håber på, at den instrumentale musik vil blive genoptaget i populærmusikken, så flere igen kan få glæde af den.

Musikken lever endnu – sådan da
Det er i år 30 år siden at bandets første plade udkom, men selvom bandet ikke har eksisteret i 25 år, findes musikken stadig. Hvis man vælger rigtigt, er der god sandsynlighed for, at kunne få lov til at danse til musikken i nattelivet. Adskillige funk- og jazz dj’s sværger stadig til de gamle pioner-toner og spiller dem når de får chancen. En af de danske dj’s som stadig ynder at kaste vinylerne på pladespilleren, er Master Fatman. For fem år siden var han en af idémændene bag en opsamlings-cd med de mest dansevenlige Buki-Yamaz numre fra tiden 1975-1979. De fire albums Buki-Yamaz nåede at udgive, har dog ikke fundet vej til cd-mediet. Derfor skal de søges efter på vinyl til pebrede priser i brugtpladebutikkernes mørkeste kroge. Alternativet er, at gennemsøge den aldrende generations pladesamling, som tænkeligt har en enkelt kopi stående. En kopi der er værd at lede efter.

De tusind koncerters festival

Københavns gader emmede af liv og musik, da Copenhagen Jazzfestival 2005 løb af stabelen i det lune julivejr. Festivalen sætter fokus på de store koncerter, men de bedste oplevelser sker, når man tilfældigt kommer forbi en af de mange små og gratis koncerter. Det er dem, som skaber Copenhagen Jazzfestival.

Af Niels Christian Cederberg

Sommer, sol og en by fyldt med jazz. Der er i nærheden af 800 koncerter med arme i alle jazzens retninger, når København lægger arealer til den veletablerede jazzfestival. Hele byen emmer af jazz. Den er som forvandlet til et sted, hvor det er muligt at få et glimt ind i en helt ny verden. Gadebilledet præges af store reklamer for jazzfestivalens trækplastre som Chick Corea, George Duke eller Zawinul Syndicate. De er sat op, for at sikre den nødvendige publikumsskare til de koncerter, der kræver mere end blot et tilrøget lokale på 40 kvadratmeter. Men selvom det er de store koncerter, der kommercielt set skal få festivalen til at virke stor, så er det alle de gratis koncerter, som skaber muligheden for de gode og mere spidsfindige oplevelser. Her er det muligt at udvide ens egen musikalske horisont uden at få ruineret hverdagsbudgettet. Særligt tre arrangementer syntes på dette års jazzfestival ekstraordinære i undertegnedes øjne.

Funky nachtmusik
Der var vitterligt mange gode oplevelser under denne jazzfestival. I forbindelse med de natlige udskejelser under festivalen kunne man for eksempel være heldig at dumpe ind på Copenhagen Jazzhouse i de lidt senere timer. Her var det muligt flere gange i løbet af de ti jazzdage at opleve funky nachtmusik ved Nikolaj Hess Organ Trio. Musikken var knap så funky, som ordet lod forstå. Det var tilbagelænet jazz, der lagde op til, at de fremmødte gjorde sig umage for at lytte og flyde. Tiden fik lov til at stå stille, og ørene blev pudset og plejet af tonerne frembragt af Hammond orgel, kontrabas og trommer. Trioen var placeret midt mellem publikum, og det var faktisk meget nemt at røre ved musikerne. Det afdæmpede lydtryk gjorde det muligt at koble helt fra, og lade de store tanker få frirum. De store tanker blev sågar akkompagneret af en tjener, der kom valsende ind med whiskeyshots og håndmadder til de jazzlyttende.

Brasiliansk havefest
Mad skulle blive noget af et tema i løbet af ugen, for sjovt nok så går mad og jazz bare godt i spænd.
"Vi plejer at spille oppe i noget, som hedder Hellerup, der får vi nemlig en masse penge. Her spiller vi for 1500 kroner, fordi vi elsker Nørrebro", sagde Master Fatman i forbindelse med Lindberg-Hemmer Foundations taffel seance ved kulturhuset Kapelvej 44 på Nørrebro. Med en besætning på seks mand af ret høj kaliber i den danske jazzverden, skulle der ikke megen hovedregning til for at forstå, at musikerne blot var der for hyggens skyld.
Kulturhuset havde oplevet en stor tilstrømning til deres arrangementer, og de frivillige havde haft travlt. Deres øjne strålede af glæden ved at kunne servicere så mange mennesker, men blikket bar også præg af fortvivlelse.
"Der har været titusinde gæster igennem hele ugen. Det er helt vildt!", fortalte en let svedende og stresset ansat, der serverede mad under arrangementet. Og sikke et arrangement.
Den musiske sætliste bestod af numre fra Lindberg-Hemmer Foundations to udgivelser: Scandinavian Supermarket-music at it’s very best og Brazilian Architecture. Let og smertefri brasiliansk cocktail musik.
For en flad 50’er kunne man anskaffe sig tre skiver grillstegt oksefilet, brød, salat og kartofler. Så var det blot at sætte sig og nyde de velklingende toner. Det var der omkring 2-300 andre mennesker, der havde gjort, og dér sad vi så. Det var én stor havefest.

Jazz-soul og sol
Der var ingen mad, og det lignede da heller ingen havefest, da Ibrahim Electric spillede i hovedbibliotekets gård inde midt i København. Men den åndelige føde oversteg sulten, og det var nemt at lade sig rive med af den lyttevenlige lyd. En lyd som bragede ud i gården, der med sin sublime akustik tilføjede en fjerde dimension til oplevelsen.
Den unge trio der består af elguitar, trommer og Hammond orgel spillede musik, som er en blanding af souljazz, funk og afrikansk afrobeat fra 70’erne. Guitaristen og manden i front, Niclas Knudsen, underholdt folkemængden med underfundige kommentarer mellem de direkte dansable numre. Han selv havde ikke tid til at være publikum.
"Jeg når ikke at se nogen andre koncerter. Jeg har 15 jobs i løbet af festivalen. Men jeg elsker at spille…og kneppe. Det er det bedste jeg ved", Sagde Niclas Knudsen efterfølgende.
Om den kåde guitarist havde ’fået noget’ umiddelbart før koncerten vides ikke, men der er ingen tvivl om, at musikken bar præg af musikernes ubetingede spilleglæde. Publikum der ikke stod op til koncerten, sad i mangel af bedre på skraldespande rundt omkring i gården. Men hvad gør det at sidde på skrald, når solen når helt ind og oplyser selv den mørkeste krog?

Det glædelige budskab
Det særegne ved de tre oplevelser var en stor spille og lytteglæde. Det var som om alle var glade for et eller andet. Det er ikke til at sige hvad der gjorde udslaget, men stemningen var helt i top. Arrangementerne havde udviklet sig til mere end bare et arrangement, og det var nemt at være glad for, at man forkastede tidligere tiders tømmermænd for en stund, og slæbte sig af sted. Sorger og bekymringer blev modelleret væk af meddelelsen om smil og lyksalighed, der kom med musikken. De store koncerter var flotte og velopsatte, men disse tre bittesmå arrangementer er mindeværdige. De står som printet i den udsendte medarbejders sind. Det var en sommeroplevelse af olympiske dimensioner. Københavnerne havde fri, og turisterne var tilfældigvis i byen. Tilsammen med solens stråler gav det en frigjort stemning, der kunne have været 70’ernes værdig. Jazzfestivalen vender stærkt tilbage igen den 7.-16. juli 2006. Jeg skal med, skal du?

http://www.jazzfestival.dk

Sådan ser jeg ud


Niels Christian (mig) på festival 2005.

Ok.. Så starter vi!

Hej

Jeg er ganske ny i det her blog halløj, men nu må jeg simpelthen i gang.

Denne blog skal dedikeres til alle de danske musikere som primært i 70'erne kæmpede for at lave noget fed dansk/latinamerikansk musik. Jeg er efterhånden træt af at ingen ved hvem Buki-Yamaz er, hvem Christian Sievert er, hvem Nana Banana er, hvem Cox Orange er.. Jeg kunne blive ved. Men sagen er, at jeg med denne blog vil forsøge, at hive de gamle støvede vinylplader jeg har stående med den obskure gamle danske musik frem. Skrive et par linier om musikken og tilføje et billede eller to. Det kunne jo være der var nogen som fik en interesse for den lækre musik som er gået totalt i glemmebogen.

Buki-Yamaz var f.eks. det første danske band, som spillede latinamerikansk latin/jazz/fusions musik i Danmark. Ydermere spillede de i 1976 på Orange Scene på Roskilde Festival. Men det er der ingen som har i erindringen. Eller også er de forsvundet ud i hashtågerne.

Jeg håber der er nogen som synes det lyder interessant.

Kom tilbage med jævne mellemrum. Jeg forsøger at opdatere så tit som muligt.